Har du også svært ved at fokusere efter ferien?

Du er ikke alene.

Det er svært at slæbe sig i gang igen – især efter et 17 måneder langt 2020.

(^^ Mig, da vi ramte juleferien.)

Nu får du mit allerbedste toptip til at styrke dit fokus.

(Det har intet med tekst at gøre – så hvis du kun er her for at få smækre tips til supersælgende tekster, kan du bare springe denne artikel over.)

(Men måske bliver du også bedre til at andre opgaver, hvis du bliver bedre til at fokusere?)

(Pssst, se punkt 3 herunder …)

Først skal vi omkring den største fokusdræber, der findes – den er nemlig desværre ret ukendt.

Vi skal se på begrebet ‘context switching’.

Context switching er, når du skifter mellem forskellige (mentale) opgaver.

Du er måske i gang med en statusrapport og springer over i indbakken for at se, om der er spændende nyt. Eller du knokler på et blogindlæg og tager en dopamin-tur på LinkedIn, Facebook, whatever for at få en minipause.

Der er nemlig tre psyko-alvorlige problemer ved context switching:

1. Det koster energi

Din hjerne skal bruge energi på at omstille sig til en anden opgave.

Lad os lige zoome ind på hjernen: Den har to tilstande – en fokuseret tilstand, hvor du fokuserer på en given opgave, og en diffus tilstand, hvor du lader tankerne vandre frit og ikke forsøger at kontrollere det.

Når du skifter mellem de to tilstande, koster det energi. Og du kører hjernen flad, hvis du gør det ofte.

Det betyder, at du bliver dårligere til begge dele – du får sværere ved at fokusere og sværere ved at koble fra.

(Overvej lige igen, hvor vigtigt det er at tjekke din mail 15 gange om dagen …)

2. Det koster tid

Det er hamrende ineffektivt at skifte mellem mentale opgaver. (Også selvom du selv “står for” forstyrrelsen.)

Et studie fra 2001 viste, at hver gang en række forsøgspersoner skiftede fra én opgave til en anden, tog det tid at omstille sig til den nye opgave.

Jo mere komplekse opgaver, jo længere tid tog det. Og jo mere forskellige opgaverne var, jo mere tid kostede skiftet.

Det er jo klart: Du skal orientere dig igen – hvor var jeg, hvad skal jeg arbejde videre med nu, hvordan passer denne opgave ind i projektet, hvad var målet med opgaven, osv.

Hver gang du skifter opgave, mister du altså en given del af din arbejdstid på skiftet.

Hvor mange forskellige opgaver arbejder du på i løbet af en dag? 3? 5? 10?

3. Du bliver dårligere

Ja, som om det ikke var nok, at du mister både tid og energi. Du bliver faktisk også dårligere til at løse en given opgave, når du skifter mellem dem.

Forskning viser, at du bruger længere tid og laver flere fejl.

Synderen hedder attention residue:

Når du afbryder én opgave for at udføre en anden, gemmer din hjerne rester af den første opgave – som optager hjernekapacitet, du ellers skulle bruge til at udføre opgave nummer to.

Det er fx, når du ikke helt kan slippe den ubesvarede mail i indbakken, mens du prøver at fokusere på at få blogindlægget klar.

Når du skifter mellem opgaver, bliver du dårligere til at udføre dem.

Hvor ofte skifter du kontekst i løbet af en arbejdsdag? Bare sådan cirka?

Her får du mit toptip til at styrke dit fokus (og 6 andre gode råd)

Det er på grund af omkostningerne ved context switching, at kloge folk anbefaler bulk-tasking – at du samler lignende opgaver og udfører dem lige efter hinanden. I stedet for at skifte fokus mange gange.

(Det var det første af de 6 råd …)

De andre 5 kender du sikkert:

Slå dine notifikationer fra – både på mobil og computer
Det forstyrrer, og det er unødvendigt.

Luk din mail og afsæt bestemte tidspunkter til at tjekke indbakken
Hvornår modtog du sidst en mail, som ikke kunne vente i 3-4 timer på at blive læst/besvaret?

Sæt tid af til fokuseret arbejde
For mig er det om morgenen – det er her, min hjerne er fresh.

Planlæg din arbejdsdag og blokér din tid til specifikke opgaver
Lav en plan for din dag, og prøv at holde den. Det hjælper dig til at holde dit fokus, når du ved, at du kun har fx to timer til en opgave.

Start dagen med den vigtigste opgave
Ikke mail. Ikke sociale medier. De smadrer dit fokus. Vælg den opgave, der rykker mest for dig, og nail it.

Og nu er vi nået til min favorit:

Når du får en impuls, der vil have dig til at afbryde dit fokus og tjekke LinkedIn, din mail eller noget tredje dopamin-frigørende, så øv dig i at stoppe op og spørge dig selv:

“Hvad skal jeg til at gøre, og hvad forventer jeg at få ud af det?”

Sig svaret højt ud i rummet. (Det kan være, at din hjemmearbejdende partner undrer sig lidt, men lad dem om det. Måske kan de lære noget.)

Det kunne lyde:

“Nu vil jeg tjekke min indbakke. Jeg forventer, at jeg får tilfredsstillet min trang til at se, om der er nye mails.”

Når du siger det højt på den måde, kan du garanteret godt se, at resultatet (tilfredsstille en trang) ikke står mål med omkostningen (du kører din hjerne flad + du mister tid + du bliver dårligere til dit arbejde).

Og dét er mit allerbedste toptip til at styrke dit fokus.

Husk: Din hjerne er en muskel. Hvis du ikke træner din fokusmuskel, bliver den slap.

Alt godt,
Heine

PS: Er du nysgerrig på, hvordan du arbejder mere effektivt? Så tjek den her.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.